Der er nogen, der har sagt, at de ikke forstår hvordan sigtelinealen virker og hvad man kan bruge den til.

Forhistorie

En gang sejlede vi i den svenske skærgår - vi havde ikke gode navigastions instrumenter, og vi var meget i tvivl om vores position.

Jeg fandt på, at bruge en tommestok - knækket på midten, i to stykker på en meter,  der hænger sammen i den ene ende - denne tommestok lagde jeg på ruffet på en pude, sådan at benene pegede i retning af det ene af et fyr, og det andet mod en varde - vinklen mellem benene danner nu den sande vinkel mellem opjekterne, og vi befinder os i deres skæringspunkt.

Dette bruger vi på kortet - idet vi kan se de to opjekter på kortet, og vi kender den omtrændtlige retning til dem, når vi lægger tommestokken på kortet så benene berør opjekterne, så har vi vinklen på kortet såvel som i virkeligheden.

Men nu er der det, at tommestokken er lidt akavet at arbejde med, om bord. Den tid, der går med, at sigte - først det ene ben - så det andet - medens båden bevæger sig. 

Selvfølgelig  kan der laves noget, der er mere handig og hurtigt. 

Hvad skal det opfylde for at være det.

Den skal kunne fokuserer på begge objekter samtidig - det gøres med et spejl, som er halvgennemsigtigt - hm hvor får vi lige sådan et? - eller med et spejl, som er anbragt med kanten på det sted, hvor omdrejningsaksen mellem de to lienaler er - de to linealer, som peger på de to opjekter - og på det sted, hvor synslinierne for de to opjekter mødes, hvor den ene synslinie afbøges i spejlet, og afbøjes så meget, at den er paralel med den anden linie.

Spejlet står med sin spejlende kant i omdrejningsaksen for linealerne. Når linealerne er paralelle, er spejlets flade paralel med dem. Når der er en vinkel mellem linealerne, er spejlets flade i den halve vinkelplan mellem linealerne. 

Hvordan fastgøres spejlet, så det afbøjer synslinien, den rigtige vinkel. 

Mekanikken er en såkaldt saksearm eller saks, som i en sakselift.

Den umiddelbare virke måde, er som en passer af god kvalitet, hvor den halve vinkel mellem passerbenene er håndtagets stilling i forhold til benene. Hvis man anbringer et spejl med kanten i omdrejnings aksen for de to passerben og paralel med håndtaget, vil man kunne se de to passerben på samme sted, hvis man ser det ene passerben, og i kanten af spejlet det andet passerben på samme tid. Da man holder øjet tæt på spejlet, er spejlets kant uskarpt i synsbilledet - dette betyder, at man kan få de to billeder - det ene passerben og det andet passerben - til - mere eller mindre - med lidt god vilje - at flyde sammen.

Hvordan er den konstrueret?

Som tegningen viser, består den af to lange og to korte linealer, de to lange har sigtekorn.

Disse 4 linealer er forbundet med 4 lejer. Lejerne er fremstillet sådan, at de er bremsende i bevægeligheden.

I den ene ende er de lange sigtelinealer, i den anden, en rumpeformet firkant, hvor siderne er lige lange. 

Denne rumpe har man i hænderne, så den ene hånds tommel og langefinger presser på firkanten diagonalt på den ene led og den anden hånds tommel og langefinger presser på firkanten diagonalt på den anden led. Sådan  indstiller man sigtevinklen idet man sigter på kanten af spejlet og det ene bens sigtekorn - hvor så det andet bens sigtekorn gerne skulle flugte på samme linie.

Man støtter hånden til kinden for at sigte godt.

Der er lavet en konstruktion for at holde spejlet på den rigtige måde, og i den rigtige vinkel.

Det er en skinne som er diagonalt fastgjort i omdrejningspunktet for sigtelinealerne i den ene ende 

og bevægeligt fastgjort i den anden. Skinnen vil nu, ved bevægelse af sigtelinealen, altid udgøre diagonalen, og halvere vinklen mellem sigtebenene. Herpå sættes spejlet som beskrevet.

Hvordan sigter man med den?

Man forudser sig to opjekter, eller to pynter - indstiller linealen, til næsten vinklen - sigter på det ene opjekt, og bevæger linealvinklen forsigtigt, idet man klemmer med hånden på rumpens ene eller anden diagonal - man ser nu horisonten vandre forbi i spejlet, indtil man ser sit opjekt. Den sande vinkel er nu mellem vinkelbenene, derefter lægger man linealen på kortet og vores position er, på kortet, der, hvor sigtevinklens lange ben krydser hinanden. 

Hvorom alting er - det virker - og det er faktisk bedre end det der ellers findes, hvis man ser bort fra GPS.

Her tænker jeg på en sekstant - det er det instrument man normalt måler vinkler med - her skal man først omsætte gradantallet til en gradvinkel, for at lægge den på kortet.

Et andet instrument, er pejlekompasset - her udfører man gentagne pejlinger (og husker at rette for misvisning og diviation) - dette er også en langsommelig proces. 

Man kan pejle en gang, og bruge sigtelinealen en gang, men det er som regel ikke nødvendigt at bruge pejlekompasset.

Sigtelinealen er hurtigere at anvende, da man bruger det samme instrument til at sigte med, og til at måle på kortet med. 

Sigtelinealen er lavteknologisk - bliver ikke gammeldags - jeg har brugt min siden 1978 hvor jeg lavede den. 

Den ligger ikke i beskyttelseskasse, men løst i skuffen med pejlekumpas, linealer passer osv. 

Jeg bruger den mest, når jeg skal finde min afstand fra kysten. 

Den gang jeg hobbyfiskede, til nøjagtige positionsbestemmelser, brugt sammen med pejlekompasset.

 Peter